USA's blokade rammer Cubas eksport særdeles hårdt
PDF Udskriv Email

Blokade koster hver cubaner 2480 kroner på et år. USA's blokade rammer Cubas eksport særdeles hårdt. Det gælder blandt andet eksporten af sundhedsydelser og medicin. Mildrey Garcia, der lever af at sælge aviser og blade fra en gadekiosk i Havanna, mistede – ligesom gennemsnitligt alle andre cubanere – det seneste år 2480 kroner på grund af USA's blokade.

 

Cuba har afleveret sin årlige rapport til FN, med oplysninger om konsekvenserne af USA's blokade. Det centrale tal i rapporten er, at blokaden fra april 2015 til april 2016 har koster Cuba 4.106.878.558 dollars. Hvis beløbet omsættes til kroner, ender regnestykket med, at hver cubaner fra 0 til 110 år har mistet 2480 kroner.

Sidste år stemte 191 lande ud af FN's 193 lande for Cubas resolution.

Og det beløb kommer oveni det, som den 54 år lange blokade har kostet Cuba, siden daværende præsident John F. Kennedy i 1962 underskrev den første af den lange række love, som i dag udgør USA's blokade mod Cuba. I alt 753,7 milliarder dollars, hvis tabene opgøres i dagens priser og valutakurser.

39 sider dokumentation

– Blokaden er fortsat et røveri, der medfører store tab for den cubanske befolkning. Den forhindrer, at økonomien kan fungere, og den er en hindring i forbindelserne med andre lande, sagde Cubas udenrigsminister Bruno Rodriguez i FN.

Blokaden rammer især Cuba eksport til USA og andre lande. I den 39 sider lange rapport opgøres dette tab til godt 3,1 milliarder dollars. Det handler blandt andet om mistet eksport af sundhedsydelser, medicin mod for højt blodtryk som Heberprot-P og medikamentet Melagenina Plus, som er et effektivt middel mod hudsygdomme som vitiligo og psoreasis.

Desuden fremstiller Cuba vacciner og medicin til behandling af kræftsygdomme, som er enestående i verden, men som ikke kan markedsføres og sælges på grund af blokaden.

Obama gør for lidt

Bruno Rodriguez understregede i sin tale i FN's Generalforsamling, at Obama-regeringen har taget enkelte positive skridt, men at blokaden i det stort set stadig er i kraft. På finansielle områder oplever Cuba endda, at USA's myndigheder håndhæver blokaden hårdere end under tidligere præsidenter.

Den cubanske udenrigsminister tilføjede, at Cuba fortsætter arbejdet med at 'opdatere sin økonomiske model' trods blokaden. Det er målet at at fastholde den nationale selvbestemmelse og at opbygge en produktiv og bæredygtig socialisme.

Cuba har også i år fremsat en resolution med krav om, at USA ophæver sin blokade mod Cuba. Den kommer til afstemning i generalforsamlingen den 26. oktober.

En lignende resolution har været sat til afstemning hvert år siden 1992. Sidste år stemte 191 lande ud af FN's 193 lande for Cubas resolution. USA og Israels stemte imod.