Aleida Godinez og Alicia Zamora levede undercover i Cuba
PDF Udskriv Email

Aleida Godinez og Alicia Zamora arbejdede en årrække 'undercover' i Cuba. De lod som om de var imod revolutionen, og på den måde infiltrerede de kontrarevolutionære grupper, som med støtte fra USA's 'interessekontor' i Havana lavede undergravende arbejde i Cuba.

Senere i år skal jeg på turné til alle Cubas universiteter og holde foredrag om det arbejde, jeg var med til, fortæller Aleida Godinez. Hun vil diskutere den aktuelle situation med de unge, så der ikke opstår illusioner om USA's hensigter.

Aleida Godinez og Alicia Zamora er to cubanske kvinder. Revolutionen er hele deres liv. Det har været et hårdt liv, et rigt liv, et dramatisk liv; og i dag er det igen blevet et harmonisk liv. Men det var det ikke hele tiden.

Inden vi skilles be'r jeg dem om at skrive en dedikation i min bog.

Jeg har haft bogen i 10 år, men det er først nu jeg møder de to cubanske kvinder, Aleida Godinez og Alicia Zamora, som bogen handler om.

De har besøgt Danmark, som del af en foredragsturné i Skandinavien.

To dage i København, som gjorde et stort indtryk på de cirka 100 danskere, som mødte dem.

Aleida arbejdede for sikkerhedstjenesten i 24 år – dog 'kun' 13 år med at infiltrere kontrarevolutionære grupper.

"Til vores kammerat, Sven-Erik, som en hilsen og en påmindelse om de nye tider, som vort fædreland Cuba oplever. Et nyt og positivt scenarium, hvor samtidigt kontrarevolutionen inde i Cuba vil blive styrket."

Aleida Godinez og Alicia Zamora arbejdede en årrække 'undercover' i Cuba. De lod som om de var imod revolutionen, og på den måde infiltrerede de kontrarevolutionære kredse og grupper, som med aktiv støtte fra USA's 'interessekontor' i Havanna, lavede undergravende politisk arbejde i Cuba.

I strid med Cubas straffelov og ofte af voldelig karakter

I 2003 trådte de frem for offentligheden. Det samme gjorde andre cubanere, der havde arbejdet på lignende måder. De fremlagde deres talrige beviser for USA's støtte til kontrarevolutionen i Cuba. De optrådte som vidner i retssager, hvor 75 cubanske 'dissidenter' blev idømt fængselsstraffe i op til 25 år for at have samarbejdet med en fremmed og fjendtlig magt – altså USA – om at omstyrte den lovlige samfundsorden.

Deres arbejde er beskrevet i bogen "Dissidenterne" – om agenterne i Cubas statslige sikkerhedstjeneste, der afslører den sande historie, som der står på omslaget.

Der er også lavet en dokumentarfilm om deres arbejde og det vanskelige liv, som de måtte leve... Revolutionære cubanere, der var nødt til at optræde som kontrarevolutionære og bære foragten fra familie, naboer og venner, som blev til tidligere venner.

En ven der døde

Der triller en tåre ned ad Aleida kind.

Det er billeder af den irske dokumentarfilminstruktør Bernie Dwyer, som rører Aleida.

Bernie Dwyer lavede dokumentarfimen om Aleida Godinez og Alicia Zamora. Filmen udkom i 2012 og blev hendes sidste film, idet hun døde af kræft i 2013.

De tre kvinder blev nære venner under arbejdet med filmen.

Nu kan både Aleida og Alicia frit vise deres følelser og holdninger. Det kunne de ikke i alle årene, hvor de arbejdede uncercover.

– Nej, griner Alicia, det var bare noget med pakke følelserne ned i en rygsæk, stille den ind i et hjørne og lave arbejdet.

Hun, Alicia Zamora, måtte forstille sig i knap ti år. Aleida arbejdede for sikkerhedstjenesten i 24 år – dog 'kun' 13 år med at infiltrere de kontrarevolutionære grupper.

Det var en lørdag aften...

Det er lørdag aften. 95 mennesker er samlet i den store sal i det latinamerikanske hus i København.

Vi skal se dokumentarfilmen om Aleida Godinez og Alicia Zamora, og bagefter skal vi høre gæsterne fra Cuba fortælle.

Det er en hær, som arbejder for USA's politiske mål inde i Cuba.

Men først ser vi en billedkavalkade på skærmen. Bernie Dwyer sund og stærk under filmarbejde i Cuba.... og til sidst at hendes aske spredes både på Det Irske Hav og i Floridastrædet nord for Havanna.

Som kunne hendes aske være et værn for Cuba mod fjendtlighederne nordfra.

Aleida er ikke forlegen over tåren, der triller. Med et beslutsomt snøft gør hun klar til at fortælle sin historie.

– Cuba kom i USA's sigtekorn det øjeblik revolutionen sejrede. I marts 1960 underskrev USA's præsident Eisenhower et hemmeligt program rettet mod Cuba, indleder hun.

Programmet var udtrykkeligt at skabe en kontrarevolution inde i Cuba, støttet, betalt og ledet fra Florida.

Og hvorfor fra Florida?

– Fordi de batistafolk, som flygtede fra Cuba efter revolutionens sejr, slog sig ned i Miami i Florida, forklarer Aleida Godinez.

Eksilcubanerne, som før havde støttet Cubas blodige diktator Fulgencio Batista, stiftede organisationer, som USA's regering brugte som mellemled i Eisenhowers plan for at opbygge dissidentgrupper og en kontrarevolution i Cuba.

Et punkt i Eisenhowers plan var at sende radioudsendelser til Cuba.

– Radio var et meget stærkt medie dengang i 1960'erne, minder Aleida Godinez om.

I dag sendes der stadig kontrarevolutionær radio, men dertil bruger USA's regering helt officielt millioner af dollars på at sende tv til Cuba. Tv-signalerne bliver dog oftest 'jammet' af Cuba og når ikke ud på skærmene.

Det rette ord er kontrarevolution

– Jeg bruger helst betegnelsen 'kontrarevolution' og 'kontrarevolutionære' – frem for dissidenter og opposition – fordi de personer, som deltager, udtrykkeligt er imod revolutionen, forklarer Aleida Godinez.

Penge til vold og undergravende politisk arbejde i Cuba kommer også direkte fra USA's regeringsbudget.

De har ikke bare andre meninger om, hvordan samfundet skal udvikles. Det er mennesker, som har valgt at stille sig uden for den sociale proces i Cuba. Personer der er frustrerede af den ene eller den anden grund. På grund af økonomi eller andet. Og som ikke vælger at slås for at få deres interesser og ønsker virkeliggjort gennem det politiske system i Cuba.

– Det er denne hær, som USA har brugt i mere end 55 år. Det er en hær, som arbejder for USA's politiske mål inde i Cuba.

I dag er problemerne små i forhold til i årene efter revolutionens sejr. Frem til slutningen af 1960'erne var der næsten dagligt kontrarevolutionær vold; bomber, brandattentater, skyderier.

Fly fra Florida kunne pludseligt dukke op og beskyde gader i Havanna.

Grupperne består stadig; ALFA 66, CANF – den Cubansk-Amerikansk Nationale Stiftelse, der trods sit tilforladelige navn er en kontrarevolutionær pengetank, der har købt alt, der kan skade Cuba. Lige fra goodwill hos USA's præsidentkandidater til lejemordere, som de der i 1997 fik 3000 dollars for hver bombe, de fik anbragt i et hotel i Cuba.

Det kostede den unge italiener Fabio de Celmo livet.

Penge til vold og undergravende politisk arbejde i Cuba kommer også direkte fra USA's regeringsbudget.

Fra fonde, der støtter ytringsfrihed og demokrati, som det formuleres. Det er for eksempel National Endovement for Democracy (NED) og USAID. USAID er USA statslige bistandsorganisation.

Den amerikanske statsborger, Alan Gross, som Cuba slap ud af fænglet den 17. december 2014, samtidigt med at USA løslod de sidste tre af fem fængslede cubanske antiterrorister i USA, var betalt af USAID.

Alan Gross var i Cuba officielt for at samarbejde med religiøse organisationer, men han blev afsløret i at aflevere og instruere i brugen af hemmeligt kommunikationsudstyr. Det var sandsynligvis nogle af Aleida og Alicias efterfølgere, der havde infiltreret og afsløret Alan Gross, som blev fængslet i 2009 – seks år efter at Aleida Godinez og Alicia Zamora havde trukket den politiske forklædning af.

Alicia var fotoreporter og optrådte som en af de såkaldte "uafhængige journalister" i Cuba. Hun og andre skrivende og fotograferende journalister havde med hjælp fra USA's interessekontor i Havanna fået aftaler med medier i USA om at levere billeder og historier, som kunne afsløre politisk undertrykkelse eller social nød:

– Jeg skulle fotografere børn, der tiggede, eller kvinder, som kontaktede turister... de der "jineteras", vrænger Alicia hovedrystende.

Aleida Godinez havde mange jern i ilden og var en nøgleperson, der nød den største bevågenhed på USA's interessekontor, hvor hun færdedes helt frit og mødtes med lederne, som i de år var Vicky Huddleston og James Cason.

Aleida Godinez stiftede menneskeretsorganisationer og 'uafhængige fagforeninger'.

– Men fagforeningerne havde ingen medlemmer, og menneskeretsorganiationerne bestod – ligesom i dag – mest af cubanere, som forsøger at gøre sig fortjent til et visum til USA, lyder det sarkastisk fra Aleida.

Bomber under fortovet

En årrække arbejdede hun i byen Ciego de Avila midt i Cuba og senere i hovedstaden Havanne.

Det var i Ciego de Avila, at hun fandt ud af, at en kontrarevolutionær person, som hun kendte, forberedte anbringelse af bomber i telefonskakter og kanaler under fortovene i byen.

– Det var kraftigt sprængstof, C3 og C4, som han havde fået, og som han vil anbringe steder, hvor helt almindelige børn og voksne færdedes. Det kunne have endt helt forfærdeligt, fortæller Aleida Godinez.

Hun afslørede det hele.

Manden blev fængslet. Spængstoffet taget og katastrofen afværget.

Alicia Zamora skulle fotografere børn, der tiggede eller kvinder, som kontaktede turister...

I Bernie Dwyers dokumentarfilm ser man klip, hvor en mand cykler rundt i Ciego de Avila med Aleida på bagagebæreren. I tillid til Aleida, viser han stederne frem, hvor bomberne skulle anbringes.

Mens de filmes i det skjulte.

Det er ikke fotografen Alicia, der har taget disse filmstrimler. Men det kunne det have været.

Ud over sit beskidte arbejde med at sende billeder til medier i USA var hendes opgave for sikkerhedstjeneste i Cuba at dokumentere. Hun skulle fotografere personer og steder og begivenheder.

Hendes billeder af kontrarevolutionære cubanere, der mødes med folk fra USA's interessekontor, blev bevismateriale sammen med affotograferede kvitteringer og bilag, hvoraf det fremgår, hvor mange penge, der er udbetalt til USA's cubanske hjælpere.

Aleida fik en lang periode 1300 dollars om måneden for sit arbejde.

– De skulle ikke bruges til rejser, farvebånd til skrivemaskinen eller telefonregninger. De udgifter blev dækket foruden. Nej, de 1300 dollars var til at leve for.

Hun hæver øjenbrynene. Tilhørerne skal lige tænke efter, hvilken guldgrube det kan være at forråde revolutionen og blive håndlanger for USA.

1300 dollars svarer til knap 30.000 cubanske pesos. Dengang for 15 år siden var en almindelig månedsløn på 400 pesos. I dag er den det dobbelte.

I dag er strømmen af penge til de kontrarevolutionære meget større. Og den finder nye kanaler.

En af måderne er, at de cubanske kontrarevolutionære får tildelt internationale priser.

– De får 40.000 dollars, 50.000 eller 90.000.

Aleida og Alicia nævner den internationalt kendte cubanske blogger Yoani Sánchez som en sand dollar-magnet.

Yoani Sánches fik i 2010 CEPOS's Frihedspris på 300.000 danske kroner. Og hun har fået priser hvert år – ofte flere gange på et år.

– Hun er mangemillionær, fastslår Alicia Zamora med foragt i stemmen.

Ingen af de to kvinder har nogen forventning om, at den igangværende dialog mellem USA og Cuba vil ændre på disse ting.

Måske bliver blokaden lettet, i bedste fald bliver den ophævet. Men USA's forsøg på at vælte det socialistiske styre i Cuba vil fortsætte. Og efter alt at dømme blive forstærket.

Det kan man læse ud af præsident Obamas tale fra 17. december 2014, hvor han erklærede, at USA's hidtidige politik havde været en fejltagelse.

Målene var ikke blevet nået.

Så for at nå målene skal der bruges andre metoder end forsøg på at blokere og isolere Cuba.

"Vi vil aldrig svigte civilsamfundet i Cuba", citerer Aleida fra Obamas tale. Og hun tolker udtalelsen:

– Når han taler om civilsamfundet i Cuba, så er det disse grupper, som de selv har opbygget og holdt i live, som han henviser til.

Modsætninger i Cuba

De to cubanske kvinder er ikke rejst til Danmark for at tegne et lyserødt billede af hjemlandet. De står ved, at der er modsætninger og konflikter i Cuba.

– Jeg er ikke ude på at sige, at der ikke er folk i Cuba, der er uenige med revolutionen. Alt er ikke lyserødt i Cuba. Alt er ikke en forgyldt drømmeverden.

Aleida blev i 1990'erne bedt om at forlade familiens hus. Hendes forældre skammede sig over deres "kontrarevolutionære datter".

– Der er folk, der ikke bryder sig om et sociale system. Men de fleste af disse mennesker angriber ikke den revolutionære proces. De lemlæster ikke mennesker. De vælger at give udtryk for deres meninger og uenigheder på de såkaldte beretningsmøder – 'rendicion de cuenta' som det kaldes, når valgte politikere hvert halve år mødes med deres vælgere for at aflægge beretning, få ros og ris og ny input... og i værste fald blive fyret, hvis der er folkelig utilfredshed med politikerens arbejde.

Og de utilfredse kan deltage i møderne, hvor politikere bliver opstillet som kandidater. De kan selv stille op, hvis de kan få folkelig støtte. De kan stemme.

– De kan udtrykke deres holdninger helt frit, fastslår Aleida Godinez.

– Det er en rettighed, der er fastslået i grundloven, tilføjer hun.

Og politisk modstand kan også manifestere sig.

– Se nu de såkaldte "Damas en Blanco", siger hun. De mødes hver søndag i kirken, og efter gudstjenesten går de gennem Havannas gader i deres hvide tøj og med deres paroler.

– Vi har demokrati. Sådan er det bare, siger hun.

Et nyt liv

I dag lever Aleida Godinez, som nærmer sig pensionsalderen, og Alicia Zamora, som er ti år yngre, et nærmest almindeligt liv. De bor i Havanna og er begge ved at færdiggøre en uddannelse i journalistik på universitetet. I fotojournalistik for Alicias vedkommende.

Der blev grædt mange tårer – glædestårer, da dobbeltspillet kom for en dag.

Mens de arbejdede undercover for USA, fik de begge løfte om at få en journalistisk uddannelse ved universitetet i Florida. Efter 2003, hvor narrespillet stoppede, fik de under et møde med den daværende præsident Fidel Castro tilbud om at tage uddannelsen i Havanna. De sagde ja.

Alicia fotograferer meget til cubanske medier.

Aleida skriver noget, men mest holder hun foredrag. I ind- og udland.

– Senere i år skal jeg på turné til alle Cubas universiteter og holde foredrag om det arbejde, jeg var med til. Og diskutere den aktuelle situation med de unge, så de ikke tror, at USA's nye politik over for Cuba gør dette arbejde overflødigt, smiler hun. Så der ikke opstår illusioner om USA's hensigter.

Og så møder Alicia og Aleida familie og venner.

Ja, efter mange år med sorg og fortrydelse og en vis ensomhed, så har begge kvinder i dag genskabt – mere end genskabt deres menneskelige forbindelser. Familie, venner og naboer tager hatten af for deres indsats.

Der blev grædt mange tårer – glædestårer, da dobbeltspillet kom for en dag.

Aleida blev i 1990'erne bedt om at forlade familiens hus. Hendes forældre skammede sig over deres "kontrarevolutionære datter".

Men de nåede at få sandheden:

– Mine forældre er døde. Men de døde lykkelige med mig ved deres side, slutter hun.

Af Sven-Erik Simonsen, Dagbladet Arbejderen den 22. april 2015.

 

Bog og film om Aleida Godinez og Alicia Zamora

Der er lavet en dokumentarfilm, som fortæller historien om de kontrarevolutionære personer og grupper i Cuba. Filmen er i 2013 udsendt med danske undertekster.

I filmen følger vi Aleida Godinez og Alicia Zamora og andre cubanere, der har infiltreret de kontrarevolutionære grupper. Vi møder lederen af USA's 'interessekontor' i Cuba, som naturligvis afviser, at hun og hendes land foretager sig noget ulovligt og noget forkert.

Men filmen dokumenterer virkeligheden, og den giver seeren mulighed for at drage sin konklusion.

Den viser, hvad de foretog sig – de 75 cubanere, som i 2003 blev fængslet for at have samarbejdet med USA om at omstyrte den forfatningsmæssige orden i Cuba.

Filmens titel er: "Dagen, hvor diplomatiet døde". Det er en henvisning til, at fængslingen af de 75 kontrarevolutionære fik EU til at indføre sanktioner mod Cuba... den diplomatiske proces stoppede... og den er først langsom ved at komme igang igen her i 2015.

Filmen, der varer 33 minutter, kan købes hos Dansk-Cubansk Forening for 60 kroner.

Bogen "The Dissidents" - Cuban Statesecurity Agents Reveal the true Story giver over 225 sider et grundigt indblik i det liv, som Aleida Godinez, Alicia Zamora og andre ansatte i Cubas statslige sikkerhedstjeneste lavede – og som nogen laver den dag i dag. Vi kender dem blot ikke.

Bogen er fyldt med en række dokumentariske fotos, kopier af bilag på udbetalte beløb og korrespondance mellem personer på USA's interessekontor og ledere af kontrarevolutionære grupper.

Bogen (på engelsk eller spansk) kan købes i Dansk-Cubansk Forening for 60 kroner.

Terrorisme mod Cuba er et faktum

Hundredevis af terroraktioner mod Cuba har siden 1959 kostet næsten 3500 cubanere livet, mens over 2000 er blevet såret. De første fandt sted straks efter revolutionens sejr, og det seneste attentat med dødsofre fandt sted i 1997.

• Marts 1960: Skibet La Coubre bliver sprængt i luften i havnen i Havanna. 101 døde og 200 sårede.

• April 1961: Invasionen i Svinebugten.

• August 1961: Stormagasinet El Encanto i Havanna udsættes for brandbomber i lejetøjsafdelingen. Stormagasinet brænder ned til grunden.

• Oktober 1976: Eksilcubanerne Luis Posada Carriles og Orlando Bosch organiserer, at to personer anbringer en bombe i et civilt fly mellem Caracas og Havanna. Efter en mellemlanding i Barbados, hvor bombemændene står af, sprænger bomberne. 73 passagerer og 6 besætningsmedlemmer dør.

• 1981: En epidemi med blødende dengue-feber bryder ud i Cuba tre steder samtidigt. Dette mønster får Cuba til at konkludere, at der er tale om en bevidt påført epidemi. 158 mennesker dør – heraf 101 børn.

• Sommeren 1997: Bomber bliver bragt til sprængning i hoteller og turistkontorer. En af bombemændene bliver arresteret, og under retssagen afslører han, at Luis Posada Carriles betalte ham 3000 dollars for hver bombe. Carriles lever i dag frit i Miami i USA. Bomberne i 1997 kostede stor materiel skade og en italiensk turist livet.