Cuba set fra en cykeltaxa
PDF Udskriv Email

Elektrikeren Mario kører cykeltaxi i Havanna. Den røde tre-pesos pengeseddel med Che Guevara er måske væk om et år. Men det er ikke planen af opgive socialismen. Tværtimod vil Cuba skabe et rigt og bæredygtigt socialistisk samfund. Mario Chávez tjente ikke nok som elektriker til at forsørge sin familie. Derfor startede han at køre cykeltaxa.

Mario Chavalet Chávez kører cykeltaxi i Cubas hovedstad Havanna. Det har han gjort i 14 år. Han er en cirka 45-årig benet og solbrændt mand, som hver dag træder tungt i pedalerne. Hans kunder er mest cubanere, men turister er mere end velkomne i de to magelige sæder bag ham.

– Diez CUC, svarer han, da vi spørger, hvad det koster at køre med ham fra varehuset La Epoca i Gamle Havanna til vores hotel i bydelen Vedado.

Tre CUC, tilbyder vi – og ender med at aftale fem for turen.

Det er naturligvis alt for meget, hvis man sammenligner med, hvad en cubaner skulle punge ud med for den samme cykeltur på fire-fem kilometer. Men de 30 kroner er jo overskuleligt for en dansker.

 

To valutarer - endnu

Det tager tid for en udlænding at få styr på de to valutaer, som bruges i Cuba. Dels den traditionelle peso med billedet af Che Guevara på den røde tre-presos seddel og andre revolutionshelte på andre. Og så den omtalte CUC, som svarer til 24 af de gamle pesos.

CUC er fortrinsvis turisternes penge, mens pesos er cubanernes. Men alle kan bruge begge, og de kan veksles frit. Cuba planlægger at smelte de to valutaer sammen hurtigst muligt, og mange mener, det bliver i løbet af dette år.

Planen om at skabe en enkelt valuta i Cuba er del af en omfattende ”opdatering af den socialistiske model”, som Cuba er i gang med. Og Mario Chavalet Chávez synes, det er gode forandringer, som bliver gennemført.

Han glæder sig over, at det i dag er muligt for cubanerne at købe og sælge biler og andre motorkøretøjer. At det i dag er muligt at købe og sælge huse og lejligheder. Og han synes det er godt, at det private erhvervsliv får videre rammer.

– Vi har brug for at tjene noget mere, siger han.

Men han er ikke naiv. Han ved, at der skal produceres mere, for at der kan tjenes og forbruges mere. Det, håber han, kommer med disse forandringer, som har været diskuteret i Cuba de seneste tre år, og som nu i et hurtigt tempo bliver sat i værk med love, som vedtages af Nationalforsamlingen.

Love, der skal øge landbrugsproduktionen.

Love om handel med boliger og biler.

Love om at give videre rammer for udenlandske investeringer i Cuba, for kooperativer og familieforetagender.

Love om at indføre beskatning af de private og kooperative virksomheder.

Lov om en valutareform... og talrige andre nye love.

 

For meget korruption

Mario Chávez mener, Cuba er et godt samfund, som sikrer alle uddannelse, sundhed og social sikkerhed. Men han synes, der er for meget korruption og nepotisme.

– Der er ikke noget galt med den øverste ledelse. Fidel og Raúl (Castro) og de andre omkring dem har jeg tillid til. Men der er et lag neden under dem, hvor det kun går ud på at berige sig selv, fortæller han.

Vi har hørt kritikken om korruption andre steder. Og om tyveri på arbejdspladserne. En økonom fra Cubas Center for Studier af Verdensøkonomien har i et økonomisk foredrag forklaret, at den lave løn har medført et ikke ubetydeligt tyveri fra de statslige arbejdspladser.

Det skal bekæmpes både med mere kontrol og med højere lønninger, var økonomens budskab. Og det er en del af ”opdateringen af den socialistiske model”.

 

Travlhed i byggemarkedet

Vi kører forbi et varehus. TRASVAL står der på facaden, og der er en livlig færdsel ud og ind af glasdøren. To mænd kommer med hver en sæk cement. Gennem den store glasfacade kan vi se, at det er et byggemarked – ikke med trævarer, men med cement, betonblokke, jern til jernbinding, VVS- og køkkenudstyr, fliser, kakler og andet til brug for forbedring af boligen eller byggeri af nye boliger.

Muligheden for at handle med boliger har medvirket til en bølge af boligrenoveringer. Og staten har sikret meget bedre forsyning af byggematerialer og andre relevante varer, så det kan lade sig gøre. Der er byggemarkeder i de fleste byer af en vis størrelse.

Denne mulighed for at forbedre sin boligsituation er en af motorerne i den nye økonomiske model. Mario Chavalet Chávez er selv i gang med at bygge et par værelser til oven på det hus, som han og familien bor i.

– Man skal bare søge kommunen om tilladelse. Så sender de en ingeniør, som vurderer byggeprojektet, og så får man tilladelse. Og det går hurtigt, tilføjer han.

Hans datter og kommende svigersøn skal have eget hjem. Det bliver oven på far og mor, og pengene skal cykles hjem. Mario har ikke som en del andre familiemedlemmer i udlandet, der kan sende dollars eller euro hjem. Oprindelig blev Mario Chávez uddannet elektriker og arbejdede som elektriker i nogle år.

– Men min løn var ikke god nok til at forsørge familien, fortæller han. Derfor startede han som cykeltaxa.

 

Større ulighed

Folk, der i disse tider besøger Cuba igen, noterer sig en større ulighed, end det tidligere var tilfældet. I forordet til hele planen for ”opdateringen af modellen”, understreges det, at Cuba er og skal forblive et socialistisk land. Staten skal eje alle de strategiske virksomheder.

Det er målet, at 65 procent af arbejderne i Cuba skal være ansat i den statslige sektor, mens 35 procent skal arbejde i kooperativer eller i mindre private virksomheder.

I dag beskæftiger staten 73 procent af arbejdsstyrken. Cubanske politikere taler om, at der har været for meget ligemageri tidligere. Alle har stort set fået det samme at leve for, uanset om man arbejdede hårdt eller ikke.

Nu vil Cuba holde sig til den parole, som Karl Marx – eller 'Carlos Marx', som han kaldes i her – har fastslået skal være fordelingsnøglen i et socialistisk samfund: ”Yde efter evne og nyde efter indsats”.

Senere – måske meget senere i en kommunistisk fremtid – kan der blive tale om at ”yde efter evne og nyde efter behov”.

I statslige sektorer som uddannelse og sundhed, hvor produktion og produktivitet ikke kan måles, har staten i 2014 fordoblet lønnen. I dag får en læge typisk 1000 pesos om måneden, mens sygeplejersker og lærere for mellem 650 og 750 pesos.

I private virksomheder og i kooperativer hører vi om lønninger på op til 3000 pesos om måneden, men så skal der også betales 10 procent i skat.

Tekst og foto af Sven-Erik Simonsen.