Jordbær og chokolade – 20 år efter
PDF Udskriv Email

Når nogen spørger mig: “Hvad er din ynglingsfilm”. Så svarer jeg: ”Jordbær og chokolade!”

Den cubanske film fra 1993 har haft en overraskende effekt, ikke bare på mig, men åbenbart på millioner af mennesker verden rundt. Filmens skabelse for netop 20 år siden markeres med en intensitet , som var der tale om en virkelig historisk begivenhed. Og det var det måske også.

Af Preben Høeg Rasmussen, Redaktør for Cuba.dk – dansk portal

 

Fulde huse

Filmen gik for fulde huse i Cuba i otte måneder, den vandt premier i Spanien og ved Berlin-filmfestivallen i Tyskland og er hidtil den eneste film, som er blevet nomineret til en Oscar i USA. Den studeres fortsat ivrigt på universiteter, i medier, politiske og kulturelle kredse, som en usædvanlig vellykket forening af en god historie med et universielt tema, fremragende filmkunst og skuespilpræstationer, som man aldrig glemmer. Den spanske Dronning Sofia i 1999 og den amerikanske sangerinde Beyonce i 2012 nægtede at forlade Havana uden først at have besøgt lejligheden og set huset, hvor filmen blev optaget. Det samme gør masser af andre mennesker hver dag i håb om at kunne fortsætte snakken med Diego, David og Nancy. De er jo vore venner, og der er så meget vi gerne ville have sagt til dem.

Temaerne om intolerance, politisk forstokkethed, frygten for det ukendte, homoseksualitet.og uventede venskaber kunne let have endt som en løftet pegefinger, men fortælles så morsomt og elegant at enhver må overgive sig. I Cuba udløste filmen en tiltrængt debat, i udlandet virkede den som en spand kold vand i hovedet på dem, der ikke havde tiltro til de politiske debatter i Cuba.

Filmen foregår i 1979, men kunne ligeså godt have foregået i 1993, hvor filmen blev optaget, men den kunne ikke foregå idag. Filmen og de efterfølgende begivenheder har ændret Cuba.

Da filmen blev præsenteret i 1993 var Cuba ramt af den værste krise i landets socialistiske historie. Den socialistiske lejr var brudt sammen, levestandarden var faldet drastisk og mange ville ud af landet.

 

Op fra undergrunden

Historien om David, der - opflammet af de socialistiske paroler og bevidst om sin gæld til samfundet, - kom ind fra provinsen for at studere på universitetet i hovedstaden, startede egentlig som en undergrundshistorie.

Filmen er baseret på novellen ”El lobo, el bosque y el hombre nuevo”, der blev skrevet i 1991 af forfatteren Senel Paz. Da undergrundsnovellen udkom blev den straks flittigt læst overalt i Havana.

Dernæst blev novellen officielt udgivet og endte hurtigt som bestseller og blev dramatiseret på flere af Havanas teatre.

Novellen blev også læst af filminstruktøren Tomas Gutiérrez Alea, som så dens filmiske potentiale, hvorefter han i fællesskab med netop Senel Paz udarbejdede manuskriptet til filmen.

 

Se hvad jeg fandt

Ungkommunisten David møder Diego i Copeliaparken, kort efter at David har set sin smukke kæreste gifte sig med en anden. David spiser chokoladeis som en rigtig proletar gør, mens Diego spiser jordbæris, som en rigtig bøsse gør. Scener og replikker fra filmen er uudslettelige fra hukommelsen. Som da Diego storsindet tilbyder David et stykke jordbær, som han til sin store overraskelse finder i sin jordbæris.

David væmmes af den påtrængende Diego, men lokkes alligevel med hjem til hans lejlighed, hvor kultur og samfundsforhold og livets gang endevendes, og med tiden forvandles et fjendskab til venskab. I samme hus bor den noget slidte og skyldbetyngede prostituerede Nancy og grunden lægges til et trekantsdrama.

”Jordbær og Chokolade lever først og fremmest i kraft af Jorge Perugorria, der spiller Diego. Perugorria morer sig tydeligvis gevaldigt med rollen, og det er een stor fornøjelse at betragte ham - om han så er ifærd med at skælde sit køleskab ud, eller bare ser lystent efter Davids partifanatiske ven Miguel. En lignende spilleglæde har Mirta Ibarra, der spiller eks-luderen Nancy, som David forelsker sig i. Hendes glæder og sorger føles fuldstændig ægte, selv om hendes position i manuskriptet kræver, at hun til tider agerer 'comic relief'. Når disse to ruller sig ud, suges man ind af deres varme og menneskelighed,” skriver filmanmelderen Christian Fonnesbech.

 

Samfundskritik

Skuespilleren Jorge Perugorria var allerede et stor navn i 1993. David spilles af Vladimir Cruz og de tre skuespillere har senere haft masser af arbejde. Deres præstationer er så troværdige, at det er svært at forestille sig at Nancy har været gift. Men det har hun faktisk og sågar med filmens instruktør, Tomas Gutiérrez Alea, som allerede døde i 1996. Filmen var på ingen måde hans første samfundskritiske film, han har bl.a. også lavet Memorias del subdessarollo og La muerte de un burocrata.

Nancy – eller Mirta Ibarra – fortæller i dag tyve år efter at de godt var klar over, at filmen ville vække debat, men de havde ingen forestillinger om den effekt filmen fik i og udenfor Cuba.

Mariela Castro, datter af Raul Castro, landets præsident, har senere utrætteligt talt de seksuelle minoriteters rettigheder, og i dag er Cuba et foregangsland med en progessiv lovgivning.

Fidel Castro, Cubas præsident i perioden for filmens tilblivelse, har senere skrevet: ”Vi begik fejl, og er der nogen der skal holdes ansvarlig, så er det mig.”

Forfatteren Senel Paz, som skrev novellen, skriver idag at filmen havde en politisk effekt, der overgik den kunstneriske. ”Filmen bidrog til at hele sår og til at forstå nødvendigheden af kritik i et samfund”, skriver han.

Diegos lejlighed i Gamle Havana, hvor filmen blev optaget, rummer i dag den succesrige Paladar ”La Guarida”, en privat restaurant drevet af Enrique Nuñez. Her er opbevaret mange relikvier fra filmen. Han er også optaget af at bevare den 100-år gamle bygning med den fantastiske trappeopgang, som alle husker fra filemen.

Sporene efter Diego, David og Nancy er der stadig.