Aleida Guevara - børnelæge og internationalist
PDF Udskriv Email

Aleida Guevara var 23, da hun for første gang rejste i Latinamerika - lige så gammel som hendes far, Che Guevara, da han startede dén tur på motorcykel, der skulle udvide hans politiske vision og blive grundlag for en film, der har vundet priser. For Aleida Guevara - som på tidspunktet for sin rejse studerede medicin og var i færd med at afslutte sin lægeuddannelse - var bevidstheden om international solidaritet også gryende.

Af Gail A. Reed

- Mine første patienter var nicaraguanere, fortæller hun MEDICC Review . Og Nicaragua var stedet, hvor jeg lærte at gebærde mig i en verden, som var så forskellig fra min egen. Her traf hun en vigtig beslutning.

Hun mindes en oplevelse fra sin tid i Nicaragua, hvor den store børnedødelighed i højere grad vænnede sundhedspersonale til døden end til livet:

- Jeg vil aldrig glemme, da jeg med mit hovede helt inde i iltteltet, med en sprøjte i den ene hånd, prøvede at finde en åre, hvor jeg kunne give et lille barn sin indsprøjtning. Jeg havde simpelthen ikke hænder nok, så jeg bad en sygeplejerske om at finde en årepresse og hun svarede: 'Hvorfor prøver du så hårdt at redde ham, når Gud gerne vil have ham hjem?'

- Jeg troede ikke mine egne ører, jeg prøvede jo at redde barnet. Det er den slags erfaringer, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig og har fået mig til at tænke over livet - fået mig til at respektere det i endnu højere grad. Sådan måtte det simpelthen ikke være: Jeg måtte prøve at hjælpe, så folk kunne få bedre og mere værdige liv.

 

Den manglende brik

Det var i Nicaragua og senere i andre latinamerikanske lande, dr. Guevara indledte rejsen mod sine egne rødder:

- Vi cubanere mangler en brik i puslespillet, siger hun. Vi er efterkommere efter spaniere og afrikanere, vi er også en smule asiatiske, men den indianske kultur blev stjålet fra os - da de spanske erobrere udryddede Cubas oprindelige befolkning. I Latinamerika nyder man stadig det privilegium, at der findes tusindvis af indianske befolkningsgrupper. Jeg kan godt blive lidt misundelig, for vi har et behov for at finde ud af, hvem vi i virkeligheden er.

Dr. Guevara fortsætter sine refleksioner:

- De indianske befolkningsgrupper og deres kulturelle rødder giver mig styrke. De har lært mig nogle vigtige ting. En kvinde fra Guayu`erne i Venezuela sagde til mig: 'Jeg vil ikke behandles af en hvid læge'. Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun: 'Fordi de hvide læger spørger dig, hvad du hedder, hvor du bor, og hvor du lever, men det har jo intet at gøre med mine smerter.'

- Og ved du hvad. Når et barn kom ind på mit kontor i Habana, spurgte jeg altid: 'Hvad hedder barnet? Hvilken klinik hører han til?' Det var en fejl. Det var hende, som lærte mig, at jeg først er nødt til at spørge 'Hvad er der i vejen? Hvordan har barnet det? Hvad kan jeg gøre?' Det vigtigste er at indlede et patient-læge forhold med dét, som virkelig betyder noget. Jeg kan takke hende for at have lært mig det.

Efter at have taget sin lægeeksamen, blev dr. Guevara, som er ét af Ernesto Che Guevaras fire børn sammen med Aleida March, børnelæge på Instituttet for Medicinsk Videnskab i Havanna.

Lige før hun startede et speciale-studie i allergiske børnesygdomme, tog hun atter af sted - denne gang til Angola.

 

Betaler andres gæld

- I hvor mange hundrede år skal dette kontinent lide under kolonialisme? Hvor mange lidelser, ydmygelser og overgreb? Og hvem kan slette denne erindring og læge dette sår? Mens jeg var i Angola, skete det af og til at patienterne ville bukke for mig. Så lagde jeg armene om skuldrene på dem. Jeg tog deres tørklæder og bandt ungen på ryggen af mig selv, lige som de gjorde. Men selv ikke med alverdens venlighed og omsorg, ville jeg kunne ikke bryde igennem alle de hundreder af års ydmygelser. Jeg kunne ikke bryde gennem alt det, disse folk havde lidt. Det kræver endeløs tålmodighed og jeg blev ved: Med et blik, med en berøring - og lidt efter lidt, får du vist at du stammer fra en anden verden, at du ikke er kommet for at skade dem. Men i begyndelsen er du nødt til at bryde gennem alle de kulturelle fordomme, som er konsekvensen af hundredvis af års kolonialistisk herredømme. Du er nødt til at være meget tålmodig og have en udbredt respekt for andre mennesker og være indstillet på at lære en masse.

Der går ry af en samtale mellem Aleidas far, Che Guevara, og medlemmer af Cubas første internationale lægehold i Algier i 1963. Samtalen gik rigtig godt, lige indtil en cubansk læge beklagede sig over at selvom cubanerne forklarede algerierne, hvad de skulle gøre, så gjorde de det ikke - hvortil Che svarede: 'Hvad er egentlig forskellen mellem dig og koloniherrerne?'

Som Aleida Guevara siger:

- Nogle gange tager man af sted med de bedste hensigter og ønsker virkelig at forsøge at forbedre tilværelsen, men du er ikke klar over at du påtvinger andre en kultur, som ikke er deres. Det er derfor jeg mener, at respekt er den afgørende faktor.

Selv har hun ikke mange erindringer om sin far:

 

Fire år med Che

- Sandheden er, at jeg kun fik ganske kort tid sammen med min far. Jeg var kun fire og et halvt år da far forlod Cuba, så det vigtigste menneske i mit liv er min mor. Hun lærte os om sine stærke værdier: ærlighed, evnen til at holde af og forstå andre mennesker. Og hvis det ikke lykkes at forstå dem fuldstændigt, så i det mindste at respektere dem. Jeg plejer at udtrykke det således: Det vigtigste min far gav mig, var at han blev forelsket i en kvinde som min mor.

Men hun fortæller også, at hendes far på to måder spillede en rolle i hendes beslutning om at studere medicin: For det første var han selv læge, og for det andet de følelser, der udspringer af at være hans datter.

- I Cuba er jeg en privilegeret person, forstået på den måde, at jeg automatisk mødes med venlighed, også selvom jeg ikke fortjener det - bare fordi jeg er datter af en mand, som de elsker så højt. Man når til en punkt, hvor man siger sig selv: Hvordan kan jeg betale tilbage? Jeg mener, at det har spillet den afgørende rolle for min beslutning om at blive læge. Det var en måde at betale dét tilbage, som jeg havde modtaget.

- Jeg var et år i Nicaragua og to i Angola, og det var sådan, jeg betalte en smule tilbage af den 'gæld', jeg havde oparbejdet. Jeg er datter af en internationalist, så det mindste man kan forlange, er at jeg giver lidt igen, ikke? Det samme kan man sige om mine brødre og søstre. Lidt efter lidt gengælder vi den kærlighed, vi bliver mødt med.

Aleida Guevara er blandt de tusindvis af cubanske læger, der arbejder i andre udviklingslande - en praksis, der begyndte tilbage i begyndelsen af 1960`erne, da landet selv kun rådede over ganske få læger. Hun understreger, at de mange læger, man har sendt ud, har betydet ofre, for de pågældende og for Cuba. Og det er lige præcist dét, som gør 'Syd-Syd samarbejdet' enestående:

- Det er ikke noget særligt, hvis man giver væk af sit overskud. Det er når du begynder at give, selv om du ikke selv har nok, så er det at mennesker lærer noget om fundamentale værdier. Jeg mener, at det bedste, Cuba har gjort er at drage omsorg for at sådanne værdier bliver holdt levende.

- Og Cubas historie er i sandhed fuld af solidaritet. Det siges, at den første internationalist i Cuba var af indiansk afstamning - Høvding Hatuey - som kom fra naboøen Hispa–ola for at advare os om, at spanierne var dårlige mennesker, ikke sandt? Der findes et cubansk mundheld: 'Lykkelige er de, som glemmer, hvad de har givet og husker, hvad de har modtaget.' Solidaritet må på en eller anden måde gengældes.

 

Bag på fars motorcykel

Samtalen vender sig mod filmen 'Motorcykel dagbogen', der er baseret på Che Guevaras bog.

- De unge elsker filmen, siger hun, og jeg tror, det er fordi, de genkender sig selv. Her er to skøre knægte - og de er endnu mere skøre i bogen! Hvis du har læst bogen, som min far skrev, da han var 23, og som filmen er bygget over, vil du lægge mærke til, hvor tosset han var - men også til hvor ærlig, han var. Jeg har vel også lavet nogle tåbeligheder i mit liv, men jeg ville aldrig drømme om at skrive om dem. Det gjorde han. Med åbent ansigt. Det er derfor, man kan genkende sig selv i filmen.

- Det gør også billedet af Che meget nærværende for de unge, så de kan opdage at han ikke er en myte eller et ikon. Han er ganske enkelt et menneske som dig og mig, der var i stand til at overvinde sine egne svagheder for bedre at kunne hjælpe andre - og det er det, som er vigtigt for os mennesker.

- Den betyder noget helt særligt for mig personligt, fordi jeg læste bogen før den udkom, da det stadig blot var en pamflet. Jeg fik den af min mor, som ikke fortalte, hvem der havde skrevet den. Jeg prøvede at finde ud af, hvem han var - og jeg kan forsikre dig om, at da jeg omsider forstod, at det var min far, så følte jeg det, som om jeg sad bag ham på motorcyklen på vej gennem bjergene fra sted til sted.

- På en måde er filmen noget helt enestående. Den er ikke alene en hyldest til det liv, som var Che Guevaras, men også en hyldest til et kontinent, der i høj grad har været glemt. At se landskaberne, bjergene, sneen, vandet, alle naturens rigdomme, den menneskelige mangfoldighed... og samtidig erkende, at vi selv, ved at forene vore kræfter, kan udrette så utrolige ting. Filmen er i virkeligheden en hyldest til Amerika! Det kommer også til udtryk blandt skuespillerne, der stammer fra Mexico, Argentina, Chile, Peru - og instruktøren er fra Brasilien. Dette latinamerikanske møde resulterede i en film, som også kan forståes af engelsk-talende folk fra vidt forskellige kulturer. Den har bidraget til at vække en forståelse til live. Den har gjort Che mere nærværende, men også til at vække interessen for Latinamerika.

 

Dagbladet Arbejderen, 4. februar 2006