Øko-turisme
PDF Udskriv Email

Det cubanske ørige har en overflade på 110.922 km2 — heraf er 105.006 km2 øen Cuba. Cuba måler på sit bredeste punkt — fra Punta Practicas til Puerto de Mota 210 km. Det smalleste punkt — fra Mariel til Majana — måler 32 km. På grund af sin form har øen en meget lang kystlinie, ca. 5.746 km.

Det, der kendetegner Cubas natur og som gør øen til et paradis for økoturister, er dens rigt varierede flora og fauna, dens tropiske regnskovsklima, dens mange øer og dens særlige geologiske beskaffenhed, som danner grundlag for de mest pragtfulde naturlandskaber.
Cuba er en økologisk mosaik af stor rigdom og variation. Et særligt kendetegn for øen er dens mange lokale arter, som er opstået ud fra disse særlige naturbetingelser som f. eks dens fligede kystlinie, kalkklinterne og kvartssandkysterne, krydsbefrugtning m.m. Også hvad angår jordbundsforhold besidder ølandet så stor variation, at eksperter har kaldt den for et kontinent i miniature. Cuba er også rig på mineralske, medicinske og termiske kildevæld, som findes i sprækker og klippehuler overalt på øen. Kildevandet findes i porøse lag i klipperne og kan nås ved at bore brønde.
Der findes flere end 6.300 arter indenfor floraen, og af dem er 54% oprindelige. Cuba har den største artsvariation i Antillerne. Blandt de mest unikke oprindelige arter finder man korkpalmen, mavepalmen, den cubanske magnolie, den cubanske fyr, en kødædende plante, der hedder Pinguicola Lignicola, blandt mange andre.
Øen har 54 arter indenfor pattedyr, 335 fugle, 106 reptiler, 1400 bløddyr, 15.000 insekter. Øens 4 bjergegne er centre for bl.a. disse dyrearter. De fleste dyr er middelstore eller små, men der er dog et par store dyr. Cuba er mellemstation for mange fugletræk, som flyver sydpå fra Nordamerika i november og vender tilbage i april. Disse fugle kan iagttages i denne periode. Klippehulerne i disse egne har deres eget dyreliv, som inkluderer leddyr, flagermus, reptiler, amfibiefisk, forskellige fiskearter m.m.

Naturbevarelse er et vigtigt princip i Cuba. Artikel 27 i Republikkens Grundlov af 24. februar 1976 fastslår, at Regeringen og samfundet skal beskytte naturen for at sikre borgernes velfærd. Alle relevante institutioner og enhver borger skal sørge for, at vandet og luften holdes ren, og at jordbund, flora og fauna beskyttes. I 1993 har Cuba inkluderet Agenda 21 (fra FN’s Miljøtopmøde i Rio de Janeiro) i sin grundlov og har udarbejdet sin egen Agenda 21 plan.

Den vestlige region:
Omfatter provinserne Pinar del Rio, Habana, Matanzas, og dele af Cienfuegos og Santa Clara. Regionen har stor økologisk diversitet (mangfoldighed). Det krystalklare vand i San Diego, Los Portales, Aguas Claras, San Vicente, Soroa, Bermejales, Santa Maria del Rosario, Mártin Mesa, el Copey, San Augustín, la Paila, Menéndez, San Miguel og Elguea vandfaldet — springer frem fra kalkstensundergrunden.
Regionen har stor tiltrækning for en økoturist. Udover smukke landskaber og et rigt dyre- og planteliv med mange trækfugle, har den et fascinerende undervands-sceneri — for ikke at nævne de snehvide sandstrande.

Særlige attraktioner:
Et af de smukkeste og mest særegne landskaber i landet er de små bjerge, mogotes, med lodrette slugter og deres helt specielle dyre- og planteliv, og de karakteristiske klippehuler af enestående skønhed. Guanahacabibes halvøen er erklæret biossfærereservat på grund af sin høje grad af biodiversitet.
Viñales dalen er et af de mest kendte områder i Cuba på grund af landskabets skønhed og dets dyre- og planteliv. Her findes det største system af bjerghuler i landet, blandt dem 30 km »gallerier« i Santo Tomás. Mil Cumbres i den østlige del af Organos-bjergene har den højeste tinde i området og Pan de Guajaibón er 692 m over havet. Her findes et rigt varieret landskab med bl.a. 61 fuglearter. Her kan man studere fugleliv.
Rosariobjerget i den østlige del af Guaniguanico bjergkæden var det første erklærede biossfærereservat i Cuba (1985) på grund af sit enestående dyre- og planteliv. Camarones bjerget i Habana provinsen udmærker sig med sin kridtvæg på den nordlige side. Her findes bjerghuler og en rigt varieret vegetation, som har tre lokale vækster. Clavellinas er et bølget højland med en tornet buskbevoksning, hvori indgår Moacroton Revelutus og en af de smukkeste og mest berømte kaktus i verden: Melocactus Matanzanus. Cayería Cinco Leguas har et rigt varieret planteliv, hvori indgår tropisk sumpskov, mangrove, bjerghulesystemer, og en kystlinie som er rugested for flamingoer.
Zapata halvøen har det største sumpområde i Antillerne. Den har regnskov, som vokser på kalksten, mangrovetykninger, siv- og sumpplanter. Her kan man finde 250 arter af cubansk flora. Området er vinterhvilested for trækfugle, inklusiv flamingoer. En krokodille, som kun findes i Cuba lever her, og der er bjerghuler med indsøer, hvor man kan dyrke dykning.

Regionen med nåleskov:
Denne region, som består af Canarreos øhavet, hvori indgår Isla de Juventud (Ungdommens Ø), ligger i den vestlige del af Cuba. På Ungdommens Ø‘s nordlige del er der en masse citrusplantager og andet landbrug. Mineralske-medicinske kurbade af særlig interesse findes i La Fe, Santa Bárbara og Delita.

Attraktive landskaber på Ungdommens Ø:
På Isla de Juventuds vestlige, midterste og sydlige del findes områder af stor naturmæssig interesse: Sabana Los Indios-Itabo med hvidt silisk sand og mange sjældne plante- og dyrearter, bl.a. den tykmavede palme, det er også største rugeområde for de små papegøjerarter og der vokser mangrove på hele kystlinien.
Der er flere bjergtoppe, det højeste Sierra de Canada (310 m) består af kvartsklipper og har et rigt lokalt plante- og dyreliv karakteristisk for tropisk nåleskov, selv om der også findes andre skovtyper. La Ciénaga de Lanier har den største regnskov på øen og Llanura Cársica sletten sydpå er et meget velbevaret naturområde dækket af sumpplanter og mangrove. Mod øst findes Caudal højen, som består af marmorsten. Sletten har et rigt fugleliv og kysten har hvidt sand og klipper med smukke klippehuler med forhistoriske hulemalerier, især Punta de Este er interessant og erklæret Nationalt Monument. Særlig Punta Francés pynten udmærker sig med sine rigt varierede koraller, sine bjerghuler og sit rige undersøiske fiske- og planteliv.

Småøerne øst for øen er hver især attraktive på grund af deres rigt varierede dyre- og planteliv og skønne landskaber og korralkyster. Øen San Felipe mod vest er et udviklingslaboratorium for sjældne arter, bl. a. brunspætten og andre sjældne fuglearter.

Den centrale del:
Sancti Spíritu provinsen og en del af Santa Clara, Cienfuegos og Ciego Avila provinserne. Her findes et kæmpestort sumpområde langs med den nordlige kyst, hvor bjergene Caguanes, Judas, Punta Alegre og Cunagua rejser sig.
Mod syd finder vi de nordlige Cordillera bjerge, hvor der findes smukke kalkformationer. Længere mod syd finder vi Llanura Central, det centrale højland, som for en stor del er dækket af sukkermarker. Denne region udmærker sig ved sine mange klippeindsøer og kildevæld, som springer frem fra de kalkholdige klipper i Amaro, Ciego Montero, Calabazar de Sagua, San José del Lago, Topes de Collantes, Lobatón, La Bija, Tamarindo og La Palma.

Attraktive landskaber:
Mod syd finder vi Guamuhaya bjerget, som sydpå deles i to dele af Agabama floden: Trinidad massivet, som er et center for cubansk dyreliv, og Sancti Spíritus massivet. Den højeste tinde i området er San Juán med sine 1156 m over havoverfladen. I dette område findes meget stor variation i bevoksningen. I Martín Infierno bjerghulen findes de største drypstensformationer i verden: 67 m høje med en omkreds på 40 m. Topes de Collantes bjerget har en ekstremt skøn tropisk regnskovsvegetation med meget høj grad af biodiversitet på grund af de hyppige regnskyl. Her findes mange arter af orchideer m.m. Pico Potrerillo er højeste punkt og har en rig biodiversitet indenfor flora og fauna med seks lokale planter og især et rigt fugleliv.
Caguanes bjerget er naturreservat og et af de vigtigste økologiske områder, fordi det ligger i mangroveområde, hvor der også er klippekyst. Her findes 35 enestående bjerghuler med Cueva Grande som den største med Martí søen med et rigt varieret dyreliv med svampe- og tangplanter af enestående skønhed. Et velegnet sted for undervandssvømning. Den centrale del af det østlige område: provinserne Camagüey, Las Tunas og en del af Ciego de Avila og Holguín. Her finder man den største slette i Cuba. Der er kalk- og klippe-formationer med underjordiske kildevæld i Camujiro, Penazul, Tínima, Covarrubia, Puerto Padre og Mayabe. Leche lagunen er et enestående marint biosystem, som har adgang til havet gennem en kanal. Mod nord finder man småøerne Sabana Camaguëy, Cayo Coco, Cayo Sabinal m. fl. Disse øer har en ganske særlig naturskønhed med klitter, regnskov, vinranker, mangrove og klippe- og sandstrande og et meget rigt varieret dyre-og fugleliv. Cayo Guillermo har klitter, der er ti meter høje, her findes især mange vadefugle. Øruppen Jardines de la Reina har store koralrev, et tiltrækkende område for folk, der vil dyrke undervandssvømning. Sierra Cubitas er kendt for sine floddale og bugter, som gennemskærer det. Her er også bjerghuler med hulemalerier.

Den østlige del:
Provinserne Santiago de Cuba, Guantánamo og en del af Granma og Holguín. Området har det mest varierede højland i hele Cuba. Det er her man finder de højeste bjerge og de største og vandrigeste floder: El Canto og el Toa (mest vandrige). Her findes også generelt den største variation i biodiversiteten. Området består af tre forskellige landskabstyper: Det østlige lavland (Canto, Guacanayabo, Valle Central, og Valle de Guantánamo), bjergene i nordøst (Mayarí, Cristal, Sagua Baracoa) og bjergene i nordøst (vestlige Sierra Maestra, Santiago de Cuba dalen og det østlige Sierra Maestra).

 

Attraktive landskaber:

Den nationale park for Granma-landgangen, Las Coloradas, har nogle af de mest betydningsfulde marine terrassesystemer i landet med klippefremspring og lodrette kløfter af stor naturmæssig skønhed, der er en rig varieret biodiversitet med fugle- og sommerfugleliv. Sierra Nipe udmærker sig ved sine lokale arter. Sierra de Cristal har nåleskov og tropisk regnskov. I Sagua-Baracoa finder man Biossfærereservatet Cuchillas del Toa, som har mere end 100 særegne lokale arter og er det sidste sted, hvor kongespætten lever. Indenfor dyrelivet findes 64 fuglearter, af dem er 12 lokale, det er derfor et velegnet sted for fugleiagttagelse. Området har følgende naturreservater: El Toldo, som er højeste punkt i Moa bjergkæden med sine 1175 m, det nordlige Cupeyal og Jaguaní med et stort antal interessante planter. Duaba og Yunque de Baracoa, som er Nationalt Monument og symbol for byen Baracoa, som betragtes som et stykke særligt natur, som tiltrak Christoffer Columbus‘ opmærksomhed på hans første rejse.


Maísi, Cubas mest østlige punkt har et område, hvor især de 24 nivellerede marine terrasser udmærker sig, det er et af Cubas mest imponerende kystlandskaber. På de højeste terrasser er der tropisk regnskov. Sierra Maestra-bjergene er Cubas mest betydningsfulde bjergsystem. Landets højeste tinde er Pico Real de Turquino med sine 1974 m, Pico Suecia på 1734 m og Pico Cuba på 1872 m. Her findes også den største biodiversitet i landet. Man finder f. eks. mange arter indenfor træ, bregner og mange orchidearter og andre plantearter af lokal oprindelse. Den østlige del af Sierra Maestra udmærker sig ved Biossfærereservatet Baconau, hvis højeste punkt er Gran Piedra, som er 225 m højt. Her findes den rigest tænkelige vegetation, som rummer de forskelligste arter spændende fra mangrove til regnskov med en meget høj grad af biodiversitet. Her finder man også Baconau Parken.
Det er interessant at vide, at man i Cuba i modsætning til det øvrige Latinamerika har været i stand til - gennem intensive skovbevarelsesprogrammer - at udvide den tropiske regnskov fra 14% til nu ca. 20 % af landets overflade gennem de seneste år.