Din aktive ferie i Cuba
PDF Udskriv Email

Habanilla

Ferskvand, søer og floder
Talrige steder i Cuba finder man gode muligheder for at dyrke lystfiskeri i ferskvand. Dels i de oprindelige søer og dels i store opdæmmede søer.


I Pinar del Rio provinsen er det Laguna Grande og Cuyaguateje. I Havana-provinsen ligger der et antal søer mod sydvest og mod øst ligger Alacranes.
I Matanzas-provinsen er der Laguna del Tesoro, på Zapata-halvøen. Ved Cienfuegos ligger Lago Hanabanilla i Escambray-bjergene.
I Sancti Spiritus-provinsen ligger den store opdæmmede Zaza-sø og Jibaro.
Ved Ciego de Avila ligger søerne, Lago la Redonda og Laguna de Leche. Rundt om Camagüey ligger der 4 store søer og endelig har Granma-provinsen og Santiago de Cuba de opdæmmede søer ved Paso Malo, America Libre og Gilbert.
I de mange floder, der løber overalt i Cuba er lystfiskeri også en oplagt mulighed.
Det er ørreder og aborrer, som man fanger i stort tal og ikke sjældent fisk, der vejer op til 6-8 kg. Desuden kan man fange Benfisk, Macab, Stor Stamsild, Sabalo og Tilapia m.fl. arter. Ved alle de nævnte søer vil man finde hoteller, som er behjælpelige med at organisere fisketurene. Man opfordres til at medbringe sit eget fiskegrej.
Man skal købe et fiskekort for at kunne fiske i Cuba.



Kyst- og havfiskeri
Det er endnu mere dybhavs- og kystfiskeri, som man forbinder med Cuba. Hvor og hvordan foregår det?
Både i den Mexicanske Golf, i Atlanterhavet og i det Karibiske Hav, og hele året.
I alt er der over 20 lokaliteter, hvor man kan dyrke denne sport. Marina Hemingway, som ligger nogle få kilometer fra Havana er et internationalt anerkendt center for dybhavsfiskeri. Her er der kajplads til over 100 lystsejlere og man kan leje fiskebåd med mandskab og udstyr.
Her organiserer man hvert år den store internationale Hemingway-Fisketurnering. Der fanges sværdfisk; hvid, sort og blå Marlin, hajer, barracudaer, savfisk, tun m.fl.
Fra Varadero kan man også komme på havfiskeri.
Fra øerne langs Santa Clara-provinsens nordkyst (Cayo Guillermo), fra øerne langs Camagüey-provinsens nordkyst (Cayo Coco, Cayo Romano og Cayo Sabinal) og fra Guardalavaca Stand i Holguin-provinsen tilbyder de større turisthoteller at organisere fisketure på havet. Langs Cubas sydkyst er et godt sted Hotel Colony på Ungdommens Ø samt fra Cayo Largo. Og fiskeri i det Karibiske hav kan også organiseres fra Playa Giron, (Svinebugten).
Længere mod sydøst ligger øgruppen Jardines de la Reina ud for Camagüey. Her er der indrettet små, specialiserede, flydende hoteller, hvor lystfiskere kan tilbringe intensive dage. Længst mod syd kan man dyrke lystfiskeri til havs fra hotellerne i Pilon og Manzanillo.
Hvis man vil organisere sin lystfisketur i Cuba før afrejse, skal man - gerne i samarbejde med sit rejsebureau - kontakte:

- Cubamar, Calle 15 no. 752 esq. Paseo, Vedado, Habana. Tel. 7-305536. Fax. 7-333111.

- Cubatur, Calle 23 esq. Calle L, Vedado, Habana. Tel. 7-326507 og 7-324895. Fax. 7-333330.

- Marinas Gaviota (Departamento de Reservas), Calle 16 no. 504 (mellem 5. og 7. Avenida), Miramar, Playa, Habana. Tel. 7-811243. Fax.7-332780 og 7-331879.

- Marlin Marinas (Cubanacan), 1. Avenida no. 15216, Reparto Nautico, Playa, Habana. Tel. og fax. 7-331629.

Medmindre man er en større gruppe, der rejser til Cuba specielt for at fiske er det utvivlsomt meget nemmere at kontakte disse turistbureauer, når man kommer til Cuba. Gør det den første eller anden dag du er der, og giv dem nogle dage til at booke plads, der hvor du ønsker at fiske.



Dykning
Når man besøger Cuba, bør man også give sig tid til at nyde det enestående liv, som findes under vandet langs kysterne og øerne. Koraller, klippeformationer, vegetation og fisk i alle farver og former. Det kan nemt lade sig gøre bare med et par briller, en snorkel og evt. et par svømmefødder for at komme lidt hurtigere omkring. Det er vidunderligt og kan foregå næsten overalt.
De steder, som herefter nævnes specielt med henblik på egentlig dykning har de største »undersøiske seværdigheder«, men som sagt åbenbarer der sig en ny og fantastisk verden næsten overalt langs Cubas kyster, hvis man stikker hovedet ned under vandet med dykkerbriller på.
Omkring 30 steder i Cuba har specialiseret sig i at modtage turister, der ønsker at dykke. De fleste steder kan man leje udstyr og få undervisning/instruktion.

Der findes over 900 fiskearter og der er mere end 70 koraller (som ikke må tages med, men gerne fotograferes). Der er mange vrag langs kyster og øer, her gælder det også; nok se (fotografere) og røre, men ikke noget med at tage souvenirs med hjem.

Dykning foregår på organiseret vis fra:
1) Varadero, hvor adskillige hoteller har specialiseret sig i denne sport.
2) Playas del Este (strandene øst for Havanna), Santa Maria del Mar, Guanabo, Santa Cruz del Norte og stedet, som mest anbefales, Jibacoa, hvor der bl.a. ligger to piratskibe.
3) Marina Hemingway, lige vest for Havana. Herfra organiseres dykning ved koralrev, skibsvrag osv.
4) Batabano Golfen, hvor det mest oplagte udgangspunkt er Hotel Colony på Isla de la Juventud (Ungdommens Ø).
5) Cayo Largo, som ligger sydøst for Ungdommens Ø er et andet internationalt anerkendt center for dykning.
6) Jardines de la Reina langs Camagüeys sydkyst er også et center for dykning. Det foregår bl.a. fra de små flydende hoteller Last Paradise og Jardines de la Reina Hotel.
7) Guardalavaca Strand ved Holguin-provinsens nordkyst kan også anbefales. Det samme gælder Santa Lucia stranden lidt længere mod nord (ved Nuevitas i Camagüey).



Jagt
Muligheden for at gå på jagt bringer også en del turister til Cuba. Det man kan komme til at nedlægge er duer, ænder, diverse hønsefugle, bekkasin, sneppe og så et par steder vildsvin og hjorte.
Jagtsæsonen går fra slutningen af september til slutningen af marts og man skal have et jagtkort, som turistbureauerne udsteder med angivelse af, hvad og hvor meget der må skydes.

På hoteller i de områder, hvor jagt er mulig kan man leje udstyr, herunder også gevær. Ønsker man at medbringe sit eget gevær må man maksimalt medbringe 50 patroner og man bør i så fald arrangere jagtturen på forhånd (for at kunne dokumentere at man skal på jagt-ferie, når man skal have sit gevær med ammunition gennem tolden i lufthavnen).

Hvor:
1) Pinar del Rio Provinsen: Alfonso de Rojas. Fuglejagt. Maspotón Jagtklub ligger ved landsbyen Pinar de la Cataline ved provinsens sydkyst. Her kommer bl.a. mange trækfugle. Guanahacabibes, som også ligger ved provinsens sydkyst - længst mod vest. Her kan man jage vildsvin og hjorte.
2) Santa Clara provinsen: Los Caneyes er det hotel i Santa Clara, hvorfra jagtture efter duer, ænder og hønsefugle organiseres. Topes de Collantes er provinsens andet jagtcenter.
3) Sancti Spiritus provinsen: Ved Zaza-søen er der fine muligheder for jagt. Det samme gælder ved landsbyen El Jibaro, lidt længere mod syd.
4) Ciego de Avila provinsen: I Moron, ved Laguna de la Leche er der store områder, som giver fine muligheder for at jage duer, ænder og hønsefugle af forskellige slags.
5) Granma provinsen: Her kan jagt organiseres i de nærmest urskovslignende omgivelser ved Viramas. Her kan man bl.a. jage fra hesteryg.